Måltider

Måltider er for mange højdepunkter på dagen.

Gør måltidet til en stjernestund med få greb, både når du spiser alene eller sammen med andre.

Og vigtigst af alt: Giv dig god tid!

Fysiske rammer

Et måltid er mere end maden vi putter i munden. Rammerne omkring måltidet er vigtige og har betydning for vores livskvalitet.

Er du typen der, når du får leveret mad eller køber take away, spiser det direkte fra emballagen eller er du typen, der altid dækker bordet pænt?

Måske betyder det ikke noget for dig, om du spiser din mad fra en tallerken, men det kunne også være, at måltidsoplevelsen blev en anden, hvis du tog dig tid og anrettede din mad?

Når vi skal spise, handler det ikke kun om maden, det handler om hele måltidssituationen. Derfor er rammerne ikke helt ligegyldige.

Læs her hvordan du kan gøre måltidet til en stjernestund alene og sammen med andre.

 

  • Sørg for at lufte ud, inden du skal spise, så du er omgivet af frisk luft.
  • Luk døren til larmende maskiner som for eksempel opvaskemaskine og vaskemaskine.
  • Tænd for radioen eller for din yndlingsmusik. Du kan også nyde stilheden og/eller snakken. Det er selvfølgelig også en mulighed.
  • Ryd op på spisebordet, så der er hyggeligt og rent hvor du skal spise.
  • Dæk bordet pænt, sæt blomster på bordet eller pynt efter årstiden.
  • Sørg for, at belysningen er god ved bordet, så du kan se din mad.
  • Tænd eventuelt et stearinlys – det skaber en hyggelig stemning.
  • Sørg for, at du sidder godt i en god stol, der passer til bordet.
  • Anret din mad på en tallerken, så den ser indbydende ud.
  • Pynt din mad med grønt, for eksempel en dusk friske krydderurter eller lidt salat.
  • Pift maden op med smagsgivende tilbehør, som for eksempel surt, sødt eller stærkt.
  • Giv dig tid til at smage på maden og nyde den.
Lys lyd og duft

Alene eller sammen med andre?

Mange der spiser alene, har det fint med at spise i eget selskab, mens andre savner at spise med nogen, og måske føler du ikke, at det er helt ligegyldigt, hvem du spiser sammen med.

Vi har traditioner for, at måltidet samler os. Særligt ved festlige lejligheder eller da børnene var små, og måltidet var helliget kvalitetstid. Vi kan alle huske en helt særlig måltidssituation, der måske ikke handlede om maden, vi fik, men i højere grad om dem vi spiste med eller der hvor vi spiste.

At spise alene kan være hyggeligt. Måske hygger du dig allerede i dit eget selskab, og har rutiner op til måltidet, du skal til at nyde.

Måske føler du dig alene, men nogle få justeringer kan gøre, at du ikke føler dig så alene. Eksempelvis giver det lidt liv at lytte til radio eller din yndlingsmusik. Måske synes du, det er rart, at der bare er stille.

Selvom man spiser alene, kan man sagtens hygge lidt omkring sig selv, og skabe en stjernestund. Dæk op ved dit spisebord og giv dig tid. Tid til at nyde den mad du selv har tilberedt, færdigtilberedt eller fået bragt.

Hvis du spiser alene, og du savner selskab, så kan du måske finde et spisefællesskab. Og hvis du synes, det er svært at komme afsted, så se, om ikke du kan finde en at tage af sted sammen med.

Mange ønsker at spise sammen med nogen, de kender. Det giver sig selv, når man har en ægtefælle eller samlever at spise med i hverdagen, men sådan er det ikke for alle.

De fleste mener, at et måltid bliver bedre, når det spises i godt selskab, og det kan ligefrem hjælpe på appetitten.

Rådene er de samme, hvad enten du spiser alene eller sammen med andre. Tag dig god tid. Tid til at nyde den mad, du nu skal til at spise, og som du eller andre har brugt tid på at tilberede.

At spise med nogen, man ikke kender, kan gøre, at et spise- eller madfællesskab virker uoverskueligt. Det kan være svært at skulle gå alene til et arrangement, så se om ikke du kender en, der vil med eller tag en snak med arrangørerne, så vil de sikkert gøre alt for at tage imod dig og sikre, at du får en god oplevelse.

Kender du en, der sidder derhjemme og godt kunne bruge at komme ud, så tag vedkommende under armen eller inviter ham/hende på mad.

Det sociale måltid

Mistet måltidsglæden?

Forskellige situationer kan gøre, at du har mistet din spise- og/eller måltidsglæde. Det er helt naturligt at opleve en ændring, hvis du har mistet din ægtefælle, gode ven eller andre tæt på.

Ændringer i dit helbred kan også spille ind. Måske smager maden ikke, som den plejer. Måske mangler du evnen til at kunne dufte. Måske mangler du én at spise sammen med, eller måske mangler du overskud i hverdagen til at tilberede dine måltider.

Appetitten spiller en central rolle for madglæden. Har du ikke lyst til mad, kan du hurtigt komme til at glemme at spise. Og har du mistet appetitten, ser du ikke frem til måltidet, og derfor kan du få følelsen af at spise mere af nød end af lyst.

Savner du at spise med nogen, så se om ikke du kan finde overskuddet til at finde et tage af sted til eventuelle fællesspisningsarrangementer, der finder sted nær ved dig.

Her kan du læse om 5 borgere, der fortæller om at genvinde lysten til mad og livet

Bordpynt

Hjælpemidler

Med alderen kan forskellige skavanker betyde, at det bliver svært at udføre almindelige hverdagsting uden hjælp. Heldigvis findes der en lang række hjælpemidler, som kan være dig til stor hjælp. Det kan for eksempel være specielt bestik, krus, glas, kopper, tallerkenkant med mere.

På hjælpemiddelbasen kan du se og læse om forskellige hjælpemidler, der kan lette din hverdag.

For at søge om hjælpemidler skal du udfylde et ansøgningsskema. Du finder skemaet til din kommune på borger.dk

Når skemaet er udfyldt, skal det sendes via digital post til din kommune, som så vil behandle ansøgningen.

Har du ikke adgang til digital post, kan du ringe til kommunen og få hjælp til ansøgningen af en rehabiliteringsrådgiver, som vil snakke med dig om dine behov for hjælpemidler.

For at være berettiget til hjælpemidler skal du have et varigt nedsat funktionsniveau. Det vil sige, at træning og behandling ikke kan hjælpe dig til at fungere bedre.

De kommunale rehabiliteringsrådgivere vil sammen med dig vurdere dit behov og dine muligheder for at få hjælpemidler.

Du kan også vælge selv at købe hjælpemidler.

På Hjælpemiddelbasens hjemmeside kan du finde informationer om, forhandler og priser på hjælpemidler.

Her kan du finde køkkenredskaber og bestik, som gør det nemmere for dig at spise.

  • Bestik: Der findes bestik, som er fortykket, tungt, let og vinklet og som ligger godt i hånden.
  • Tallerkner: Der findes tallerkner med høj kant, som kan bruges på almindelige tallerkner. Der findes også tallerkner med skridsikker bund.
  • Køkkenredskaber: Der findes for eksempel rivejern, knive med ergonomiske håndtag, skridsikre skærebrætter, dåseåbnere og skrælleknive, der er nemme at holde.

Netbaserede forhandlere

Der findes flere forskellige forhandlere af hjælpemidler på internettet. Hjælpemiddelbasen henviser til forhandlere, når du søger på specifikke produkter, men du kan også selv orientere dig hos disse:

LivetSomSenior

Seniorshop ApS

Danish CARE Supply

Ergonomisk bestik